Artikler
Scania kører det store setup i stilling på Transport 2023
arrow_backTil oversigten17. marts 2023 | Scania Danmark A/S
Lastbiler og busser er så godt som kørt i stilling, skjorterne er strøget, og det store tjubang-setup er næsten klar til at blive vist frem på Transport 2023. Scania kommer i år til Herning med et stærkt hold og et bredt udvalg af produkter.
En vifte af køretøjer og løsninger til alle i transportbranchen, med el og gas stærkt repræsenteret side om side med V8 og SUPER, vil være at finde hos Scania, der i år er i Hal D, E, B og H.
Også ladeløsninger vil der være rig mulighed for at få et kig på og høre mere om.
Både BEV (Batterielektriske lastbiler), HEV (Hybrid og PHEV (Plug In Hybrid) vil indtage pladserne på Scanias stand. I fornemt selskab med gaslastbiler, der bliver kørt til Herning i flere udgaver.
Hos Scania er der løsninger til alle typer af vognmandsforretninger og transportfirmaer, og i erkendelse af, at transportbranchen mange år endnu vil have behov for dieseldrevne lastbiler, har Scania valgt at både V8- og SUPER-motoren skal have en stolt plads i Messecenter Herning endnu et år.
- Vi ved, at mange af vores kunder kommer til transportmessen i Herning, og vi ved, at rigtig mange af messens gæster gerne vil se den brede pallette. De kommer for at se nyheder, og hvad der rører sig, og de kommer også for at se nogle vilde opbygninger og det store tjubang-setup. Vi har det hele til alle, og det skal vises frem, siger Jannie Christiansen, der er Marketing- og Kommunikationschef hos Scania Danmark.
På servicesiden er en del af Scanias stærke opbygger-team til stede på messen, hvor de vil have tid til at møde eksisterende kunder og nye kunder til en god faglig snak.
Derudover er Scania Finans med på messen sammen med Scania Fleet Management og Scania Driver Academy.
Finanseksperterne kan fortælle om løsninger, der kan spare vognmanden for ekstraudgifter, hvis et uheld sker og lastbilen totalskades. De står også klar til at tale om Scanias fordelagtige lastbilforsikringer til både nye og brugte biler.
Hos Scania Fleet Management vil de besøgende kunne få en solid orientering om fordelene ved Scanias løsning til GPS-kortvisning af bilerne, detaljeret brændstofopfølgning, automatiseret fartskriver-service samt geo fence-funktioner der er ved at finde deres vej ind til blandt andet automatisk hastighedsbegrænsning ved bykørsel eller omskiftning til elektrisk drift for en hybrid-lastbil, der nærmer sig en kundedefineret “silent-zone”.
Muligheden for at tage kørekort til lastbil hos Scania Driver Academy, der er AMU-godkendt, vil der også være rig mulighed for at høre mere om, da Scanias dygtige undervisere er på Scania-standen og topklar til at fortælle om holdstart, priser og undervisning. Den praktiske undervisning på Scania Driver Academy sker naturligvis i de nyeste Scania modeller.
I Hal H præsenterer Scania to flotte turistbusser, hvoraf den ene er en vaskeægte Danmarkspremiere. Scania lancerer i samarbejde med spanske Beulas en helt ny overdækker turistbus, Scania Beulas Glory. Også en fabriksny Scania Beulas Jewel dobbeltdækker er kørt til Herning Messecenter under transportmessen.

